De beslaglagte Ting skal nøyaktig optegnes og til Forebyggelse af Forvexling mærkes med Embedssegl eller paa anden hensiktsmæssig Maade. Sigtede og den, som havde Tingen i sit Værge, kan vedføie yderligere Mærke, og saavidt det er muligt og kan ske uden Skade for Undersøgelsen, kræve Adgang til at overvære Mærkernes Aftagelse. Den, der havde Tingen i sit Værge, kan kræve Modtagelsesbevis.
Skriftlige Meddelelser mellem den sigtede og de i §§ 176 Nr. 1-3 og 178 nævnte Personer kan, saalænge de er i sidstnævnte Personers Besiddelse,2 og disse ikke er mistænkte for Delagtighed i den strafbare Handling, ikke beslaglægges uden deres Samtykke.
Til Beslag af Ting, der er i Nogens Besiddelse, som ikke frivillig vil udlevere dem, udkræves Rettens1 Beslutning,2 der skal angive Beslaglæggelsens Grund, Øiemed og Gjenstand. I paatrængende Tilfælde træder Ordre fra Paatalemyndigheden i Stedet for Rettens Beslutning, og kan heller ikke Paatalemyndighedens Ordre uden Fare afventes, kan Beslaglæggelsen iværksættes uden forudgaaende Beslutning. Men i begge Tilfælde skal Beslaglæggelsen ufortøvet indberettes til Retten, som afgjør, hvorvidt den bliver at opretholde, og paa samme Maade forholdes, naar den, der frivillig har udleveret Ting til Beslaglæggelse, kræver disse tilbage. Beslag iværksættes af Retten, Paatalemyndigheden, Politiets Tjenestemænd 3 eller, naar Nogen gribes paa frisk Gjerning, af Enhver, der er berettiget til at paagribe ham.4
1
Se §§ 145 og 170.
2
Se § 168.
3
Se lover 6 mai 1921 nr. 1 § 3, 14 juli 1950 nr. 10 § 7, 2net ledd.
Den, som er i besiddelse av ting, der antages at være av betydning som bevismidler, kan, forsaavidt han er pligtig til at vidne i saken,2 av retten paalægges at utlevere dem. I vægringstilfælde kan de i § 189 bestemte tvangsmidler anvendes.3
Retten2 kan ved Beslutning, som i § 215 nævnt, lade Breve og andre Postforsendelser samt Telegrammer beslaglægge paa vedkommende Post- og Telegrafstation,3 saafremt de er rettede til eller antages at være bestemte for eller hidrøre fra nogen, som med skjellig Grund mistænkes for en strafbar Handling, der kan medføre strengere Straf end Fængsel i 6 Maaneder, og Omstændighederne gjør det sandsynligt, at Indholdet bør beslaglægges. Undtagen er Brevveksling mellem den sigtede og hans Forsvarer.
I paatrængende Tilfælde kan Paatalemyndigheden paalægge den, der forestaar Post- eller Telegrafstation, at tilbageholde saadanne Forsendelser, indtil Rettens Afgjørelse erhverves. Paalæggets Gyldighed er begrænset til 7 Dage.
Brev og andre postforsendelser, telegrammer og andre papirer kan ikke medmindre vedkommende gir samtykke dertil, åpnes eller gjennemsees av andre enn dommeren i et rettsvidnes og, så vidt mulig, i siktedes og andre vedkommendes overvær.2
Kan gjennemsynet som følge herav ikke finne sted straks ved beslagleggelsen blir papirene å henlegge i et omslag, der forsegles av den, som forestår forretningen og, om det begjæres, tillike av ihendehaveren eller nogen på hans vegne.
Dommeren må ikke befatte sig med papirene videre, enn undersøkelsens øiemed krever. Så vel han som rettsvidnet plikter å bevare taushet om, hvad de måtte erfare av innholdet.3
Retten1 drager Omsorg for, at de af Post- eller Telegrafvæsenet udleverede Forsendelser eller Telegrammer, hvis Aabning ikke findes nødvendig, eller hvis indhold viser sig at være uden Betydning for Undersøgelsen, eller den Del af Indholdet, som maatte være Sagen uvedkommende, eller Afskrift af samme befordres videre efter sin Bestemmelse, samt at Underretning om, hvad der holdes tilbage, meddeles Vedkommende, saafremt det kan ske uden Skade for Undersøgelsen.
Ting, der ved den strafbare Handling er fravendt den fornærmede, skal, naar Sagen er endt ved endelig Dom, udleveres ham. Er de beslaglagte hos nogen der hverken er medskyldig i Handlingen eller skyldig i Hæleri eller efterfølgende Bistand med Hensyn til samme, og som paastaar sig berettiget til dem, kan de dog tilbageholdes, indtil der har været Adgang til at faa Spørgsmaalet afgjort ved Dom;2 tidligere kan Udleverelse i Mangel af Samtykke ske efter Kjendelse mod eller uden Sikkerhedsstillelse.
Andre Ting, der er beslaglagte for at tjene som Bevismidler, skal tilbageleveres, naar de ikke længere tiltrænges.
Hvis Beslaget udsætter en ikke sigtet Person for Tab, kan Beslaglæggelsen undlades mod Løfte3 om eller Sikkerhedsstillelse4 for, at han paa Opfordring vil forevise eller fremlægge Tingen.
1
Endret ved lov 22 mai 1902 nr. 12. – Jfr. rettergangsl. § 260.
Lov om Rettergangsmaaden i Straffesager
Syttende Kapitel. Beslag.1
§ 212.
Ting, der antages at være af Betydning som Bevismidler eller at burde kjendes forbrudte,1 kan beslaglægges.
Det samme gjælder Ting som den Fornærmede kan kræve udleverede.2
§ 213.
De beslaglagte Ting skal nøyaktig optegnes og til Forebyggelse af Forvexling mærkes med Embedssegl eller paa anden hensiktsmæssig Maade. Sigtede og den, som havde Tingen i sit Værge, kan vedføie yderligere Mærke, og saavidt det er muligt og kan ske uden Skade for Undersøgelsen, kræve Adgang til at overvære Mærkernes Aftagelse. Den, der havde Tingen i sit Værge, kan kræve Modtagelsesbevis.
🔗Del paragraf§ 214.1
Skriftlige Meddelelser mellem den sigtede og de i §§ 176 Nr. 1-3 og 178 nævnte Personer kan, saalænge de er i sidstnævnte Personers Besiddelse,2 og disse ikke er mistænkte for Delagtighed i den strafbare Handling, ikke beslaglægges uden deres Samtykke.
§ 215.
Til Beslag af Ting, der er i Nogens Besiddelse, som ikke frivillig vil udlevere dem, udkræves Rettens1 Beslutning,2 der skal angive Beslaglæggelsens Grund, Øiemed og Gjenstand. I paatrængende Tilfælde træder Ordre fra Paatalemyndigheden i Stedet for Rettens Beslutning, og kan heller ikke Paatalemyndighedens Ordre uden Fare afventes, kan Beslaglæggelsen iværksættes uden forudgaaende Beslutning. Men i begge Tilfælde skal Beslaglæggelsen ufortøvet indberettes til Retten, som afgjør, hvorvidt den bliver at opretholde, og paa samme Maade forholdes, naar den, der frivillig har udleveret Ting til Beslaglæggelse, kræver disse tilbage. Beslag iværksættes af Retten, Paatalemyndigheden, Politiets Tjenestemænd 3 eller, naar Nogen gribes paa frisk Gjerning, af Enhver, der er berettiget til at paagribe ham.4
§ 216.1
Den, som er i besiddelse av ting, der antages at være av betydning som bevismidler, kan, forsaavidt han er pligtig til at vidne i saken,2 av retten paalægges at utlevere dem. I vægringstilfælde kan de i § 189 bestemte tvangsmidler anvendes.3
§ 217.1
Retten2 kan ved Beslutning, som i § 215 nævnt, lade Breve og andre Postforsendelser samt Telegrammer beslaglægge paa vedkommende Post- og Telegrafstation,3 saafremt de er rettede til eller antages at være bestemte for eller hidrøre fra nogen, som med skjellig Grund mistænkes for en strafbar Handling, der kan medføre strengere Straf end Fængsel i 6 Maaneder, og Omstændighederne gjør det sandsynligt, at Indholdet bør beslaglægges. Undtagen er Brevveksling mellem den sigtede og hans Forsvarer.
I paatrængende Tilfælde kan Paatalemyndigheden paalægge den, der forestaar Post- eller Telegrafstation, at tilbageholde saadanne Forsendelser, indtil Rettens Afgjørelse erhverves. Paalæggets Gyldighed er begrænset til 7 Dage.
§ 218.1
Brev og andre postforsendelser, telegrammer og andre papirer kan ikke medmindre vedkommende gir samtykke dertil, åpnes eller gjennemsees av andre enn dommeren i et rettsvidnes og, så vidt mulig, i siktedes og andre vedkommendes overvær.2
Kan gjennemsynet som følge herav ikke finne sted straks ved beslagleggelsen blir papirene å henlegge i et omslag, der forsegles av den, som forestår forretningen og, om det begjæres, tillike av ihendehaveren eller nogen på hans vegne.
Dommeren må ikke befatte sig med papirene videre, enn undersøkelsens øiemed krever. Så vel han som rettsvidnet plikter å bevare taushet om, hvad de måtte erfare av innholdet.3
§ 219.
Retten1 drager Omsorg for, at de af Post- eller Telegrafvæsenet udleverede Forsendelser eller Telegrammer, hvis Aabning ikke findes nødvendig, eller hvis indhold viser sig at være uden Betydning for Undersøgelsen, eller den Del af Indholdet, som maatte være Sagen uvedkommende, eller Afskrift af samme befordres videre efter sin Bestemmelse, samt at Underretning om, hvad der holdes tilbage, meddeles Vedkommende, saafremt det kan ske uden Skade for Undersøgelsen.
§ 220.1
Ting, der ved den strafbare Handling er fravendt den fornærmede, skal, naar Sagen er endt ved endelig Dom, udleveres ham. Er de beslaglagte hos nogen der hverken er medskyldig i Handlingen eller skyldig i Hæleri eller efterfølgende Bistand med Hensyn til samme, og som paastaar sig berettiget til dem, kan de dog tilbageholdes, indtil der har været Adgang til at faa Spørgsmaalet afgjort ved Dom;2 tidligere kan Udleverelse i Mangel af Samtykke ske efter Kjendelse mod eller uden Sikkerhedsstillelse.
Andre Ting, der er beslaglagte for at tjene som Bevismidler, skal tilbageleveres, naar de ikke længere tiltrænges.
Hvis Beslaget udsætter en ikke sigtet Person for Tab, kan Beslaglæggelsen undlades mod Løfte3 om eller Sikkerhedsstillelse4 for, at han paa Opfordring vil forevise eller fremlægge Tingen.