§ 190.^​1

Enhver, som er pligtig til at vidne i saken,^​2 er efter rettens^​3 opnævnelse pligtig^​4 til at gjøre tjeneste som sakkyndig.

Dog bør retten saavidt mulig frita den, som paaviser, at han ikke kan gjøre tjeneste uten betydelig ulempe for sig selv eller de forretninger, som paahviler ham.

Før retten opnævner nogen, som ikke er fast sakkyndig,^​5 bør den som regel spørge ham, om han er villig. Erklærer han sig uvillig, bør han ikke opnævnes, hvis der er anledning til at opnævne en anden.

Sakkyndige har ret til godtgjørelse efter særskilt lov.^​6

§ 191.^​1

Antallet av sakkyndige bør i regelen være mindst to, hvis ikke parterne er enige om bare at kræve én.

I paatrængende tilfælde, eller naar det gjælder spørsmaal av mindre vigtighet, eller naar det vilde være forbundet med særlig vanskelighet eller ulempe eller med uforholdsmæssige omkostninger at skaffe flere sakkyndige, er én tilstrækkelig.

Retten^​2 kan opnævne nye sakkyndige ved siden av de først opnævnte, hvis den finder det paakrævet.

Rettens beslutninger efter denne paragraf kan ikke paakjæres.

§ 192.^​1

Hvor sakkyndige for visse arter tilfælde er fast beskikket, tjenstgjør disse, medmindre særegne omstændigheter er til hinder derfor eller gjør det utilraadelig.

Ellers skal retten^​2 fortrinsvis ta de sakkyndige blandt dem, som i offentlig stilling eller som næring utøver en videnskap, kunst eller anden virksomhet, som forutsætter den særlige kyndighet, som trænges, eller blandt dem, som er opført i de utvalg, hvorav skjønsmænd skal tages efter lov om domstolene^​3 § 79.

Naar hensynet til kyndighet eller uhildethet gjør det nødvendig, kan retten opnævne sakkyndige utenfor utvalgene eller utenfor retskredsen. Skal sakkyndige opnævnes utenfor embedskredsen, kan rettens formand henvende sig til vedkommende ret.^​4

Ved besigtelse av kvinder, navnlig ved spørsmaal om svangerskap eller fødsel, bør kvinder tjenstgjøre, naar dette antages tilstrækkelig betryggende.^​5

§ 193.^​1

Forsaavidt det kan undgaaes, bør ingen benyttes som sakkyndig, naar han efter lov om domstolene^​2 § 106 eller § 108 vilde være utelukket fra at gjøre tjeneste som medlem av retten.

Ligaabning^​3 maa, hvor det kan undgaaes, ikke overlades den Læge, som har behandlet den Afdøde under hans sidste Sygdom. Dog kan denne Læge tilkaldes, naar det findes ønskeligt.

§ 194.^​1

Forinden Sagkyndig opnævnes, skal Retten,^​2 saavidt muligt, give Parterne Anledning til at udtale sig om Valget.

§ 195.^​1

De Sagkyndige kan afkræves skriftlig Erklæring eller, efter de for Vidner gjældende Regler^​2 indkaldes for Retten til Afhørelse.

At de har afgivet Erklæring tidligere enten i Retten eller skriftlig, er ikke til Hinder for, at de kan indkaldes til Afhørelse under Hovedforhandling.^​3 Naar Erklæring er afgivet af et dertil beskikket Kollegium, kan det dog ikke fordres, at flere af dette skal møde end et Medlem for hver af de forskjellige Meninger, hvori det har delt sig. Kollegiet vælger selv de mødende Medlemmer.

§ 196.^​1

Afhørelsen sker efter de for Vidners Afhørelse gjældende Regler.^​2 Dog kan de Sagkyndige i Almindelighed være tilstede ved hverandres Afhørelse, ligesom det paa Forlangende kan tilstedes dem at raadføre sig med hverandre, før de svarer.

§ 197.^​1

De Sagkyndige skal med Ed^​2 bekræfte, at de vil udføre (har udført) sit Hverv med Samvittighedsfuldhed og efter bedste Overbevisning.^​3

Fast beskikkede Sagkyndige kan, naar de ikke indkaldes til Hovedforhandlingen, henholde sig til sin engang aflagte Ed.

Ved retslig Granskningsforretning^​4 aflægges Eden forud for Forretningens Begyndelse. Ellers aflægges den efter Afhørelsen.

Er det uvist, hvorvidt Afhørelse vil finde Sted, kan de Sagkyndige indkaldes til et Retsmøde^​5 til edelig Bekræftelse af sin skriftlige Erklæring.^​6

I de i § 188 nævnte Tilfælde kan en Forsikring paa Ære og Samvittighed træde i Eds Sted.^​7

§§ 198 og 199.(Ophevet ved lov 14 des. 1917 nr. 11.)

§ 200.^​1

Til besiktelse og dermed forbundet skjønn, som skal finne sted utenfor hovedforhandlingen,^​2 kan en rettslig granskningsforretning foretas av forhørsdommeren i forening med rettsvidnet.^​3

§ 201.^​1

Når retten^​2 finner, at en granskning fordrer særlig kyndighet, eller det av hensyn til spørsmålets tvilsomhet eller viktighet antas hensiktsmessig, skal sakkyndige tilkalles. Tilkallelse av rettsvidner kan i så fall undlates.

§ 202.

Under retslige Granskningsforretninger kan Vidner føres angaaende Granskningens Gjenstand.

§ 203.^​1

I Retsbogen skal der indtages en fuldstændig Redegjørelse for den forefundne Tilstand og navnlig bemærkes, hvorvidt der forekommer Spor eller Mærker, som man efter Tilfældets Beskaffenhed bør have sin Opmærksomhed henvendt paa.

Hvor det kan tjene til væsentlig Veiledning, bør Tegninger, Planer og Rids søges erhvervede.

De ved Granskningen vundne Slutninger angives. Dog kan Retten^​2 beslutte, at det overlades de Sagkyndige inden en given Frist at meddele disse overensstemmende med § 205.

§ 204.^​1

Udkræver en Granskning fortsat Undersøgelse eller fortsatte Iagttagelser, eller findes dens Foretagelse ved Retten af andre Grunde, saasom af Sømmelighedshensyn, uhensigtsmæssig eller ufornøden, kan dens Foretagelse eller Fortsættelse efter Rettens Bestemmelse overlades til Sagkyndige.^​2

Retten fastsætter da en Frist til Afgivelse af Erklæring om den foretagne Granskning, opgiver dennes Gjenstand og Øiemed og meddeler alle fornødne Oplysninger, hvoraf den er i Besiddelse. Finder de Sagkyndige, at der mangler Noget i saa Henseende, henvender de sig derom til Retten. Denne skal saavidt muligt meddele den Sigtede betimelig Underretning om Granskningen.^​3

§ 205.^​1

I de i § 204 nævnte Tilfælde afgives i Almindelighed skriftlig Erklæring,^​2 der skal affattes efter Reglerne i § 203 og desuden indeholde en Fremstilling af den fulgte Fremgangsmaade og i Tilfælde af Meningsforskjel en Redegjørelse for denne. Punkter, hvorom der ikke er spurgt, medtages, forsaavidt de Sagkyndige finder dem af Betydning. Finder Retten^​3 Erklæringen mangelfuld, kan den paalægge de Sagkyndige at omarbeide eller fuldstændiggjøre den.^​4

§ 206.

Til Sagkyndige, som er fast beskikkede til at foretage bestemte Granskninger,^​1 kan Paatalemyndigheden henvende sig umiddelbart, og træder den i saa Fald i Rettens Sted med Hensyn til det i §§ 204 og 205 Omhandlede.

§ 207.

Medfører en Granskning at Gjenstanden for samme tilintetgjøres eller undergaar Forandring, bør saavidt muligt en Del af Gjenstanden holdes udenfor Undersøgelsen.

Begjærer Sigtede sig en Del overladt for at lade den undersøge af en af ham antaget Sagkyndig, skal dette saavidt muligt tilstedes.

Sigtede er derhos altid berettiget til at lade en af ham valgt Sagkyndig møde for at deltage i Granskningen, naar dette kan ske uden væsentlig Ulempe.

§ 208.^​1

At Granskning er foretagen, udelukker ikke, at fornyet Granskning kan finde Sted angaaende samme Gjenstand enten ved de samme eller andre Personer.

§ 209.

Er der Fare for, at Granskningens Gjenstand ikke vil kunne bevares tilstrækkelig uforandret, indtil en Undersøgelse overensstemmende med de ovenfor givne Regler kan foretages, træder Paatalemyndlgheden i Rettens Sted, dog uden Adgang til at edfæste.

§ 210.

Efterlader Sagkyndiges Erklæring Tvivl om, hvorvidt en Sigtet er sindssyg, kan Retten,^​1 efterat en Forsvarer er opnævnt^​2 og hørt, beslutte, at han skal indlægges i et Sindssygeasyl til nærmere Iagttagelse og Undersøgelse.^​3

Anmeldes Kjæremaal herimod inden tre Dage, har det opsettende Virkning.^​4

§ 211.^​1

Sakkyndig likundersøkelse^​2 skal foretas når det er grunn til mistanke om at noens død er voldt ved en straffbar handling.^​3 Det samme kan gjøres også ellers når det er grunn til å formode at vedkommende har fått en ikke naturlig død. Kongen fastsetter nærmere forskrifter^​4 om når det bør foretas slik undersøkelse.

§ 211 a.^​1

Den som med skjellig grunn mistenkes for en handling som etter loven kan medføre frihetsstraff, kan underkastes kroppslig undersøkelse når det antas å være av betydning for opplysningen av saken og ikke fremstår som et uforholdsmessig inngrep. Det kan tas blodprøve og foretas andre undersøkelser som kan skje uten fare eller betydelig smerte.

Disse regler gjelder selv om straff ikke kan idømmes på grunn av bestemmelsene i straffeloven §§ 44 eller 46.

Uten mistenktes samtykke kan undersøkelse bare foretas etter kjennelse av retten. Så vidt mulig og tilrådelig skal han få adgang til å uttale seg før avgjørelse.

Dersom formålet med undersøkelsen ellers kunne forspilles, kan ordre fra påtalemyndigheten tre i stedet for kjennelse av retten. Ordren skal være skriftlig og grunngitt. Er det fare ved opphold, kan ordre gis muntlig, men den skal da snarest mulig nedtegnes.

§ 211 b.^​1

Gransking foretas så hensynsfullt som mulig overfor dem som berøres.

Retten kan pålegge dem som har deltatt i en gransking, plikt til taushet om hva de har iaktatt.