§ 171.^​1

Pliktig^​2 til å møte som vidne ved hovedforhandling for lagmannsrett er enhver som bor eller opholder sig innenfor en sådan avstand fra rettsstedet at han ikke har lengere reise til det enn 600 km med jernbane eller 300 km med dampskib eller rutebil eller 100 km på annen måte, eller en tilsvarende veilengde dels på den ene måte dels på den annen.

Ved hovedforhandling for herreds- eller byret og ved retsmøter paa aasted gjælder halvdelen av disse veilængder som grænse for møtepligten.

I ethvert tilfælde pligter et vidne at møte indenfor det tinglag,^​3 hvor det bor eller opholder sig, eller utenfor tinglaget paa et fast retssted for dette^​4 eller naar avstandene ikke er længer end en femtepart av dem, som er nævnt i første led.

Når retten^​5 finner det maktpåliggende at et vitne møter under hovedforhandling eller under annet rettsmøte, og det ikke plikter å møte etter disse regler, kan den etter søknad fra en av partene utvide møteplikten. Dog bør avsluttelse av overenskomst efter § 174 først forsøkes, hvis det kan skje, uten at saken utsættes for forsinkelse.

Vidnerne har ret til godtgjørelse efter særskilt lov.^​6

§ 172.^​1

Vidners indkaldelse sker ved forkyndelse^​2 av stevning. Vidnestevningen skal indeholde vidnets navn eller, om navnet er ukjendt, en saa nøiagtig betegnelse av dets person som mulig. Den skal angi saken og øiemedet med indkaldelsen, domstolen, retsstedet og møtetiden, henvise til ansvaret for uteblivelse^​3 og gi en kort forklaring om reglerne for vidnegodtgjørelse. Saavidt mulig bør vidnerne faa mindst én dags varsel.^​4

Indkaldes et barn under 14 aar, forkyndes stevningen for dets foresatte, som i saa fald har ansvaret for, at den efterkommes.

Retten kan paalægge vidnet at ta med sig dokumenter eller andre ting, som det pligter at fremlegge. Den kan ogsaa paalægge vidnet at undersøke regnskapsbøker, brev eller lignende, som det uten særlig besvær har adgang til, og at gjøre optegnelser efter dem og ta disse med i retten.^​5

§ 173.^​1

Personer, som er tilstede paa Retsstedet eller i Nærheden deraf, kan Retten paalægge at fremstille sig uden Ophold til Afgivelse af Vidnesbyrd. Tilstedeværende Vidner kan den paalægge at møde til ny Tægtetid.

Naar nogen gribes under Forøvelsen af en strafbar Handling eller paa friske Spor, kan Politiet mundtlig tilsige enhver Tilstedeværende at møde ved hans Fremstillelse for Retten.^​2

§ 174.

Paatalemyndigheden eller Retten kan slutte Overenskomst med et Vidne om Fremmøde i Tilfælde, hvor det ikke er pligtigt dertil, saafremt enten Omkostninger kan spares, eller Tid vindes eller, hvad Hovedforhandlingen angaar, Vidnets Nærværelse under samme ansees magtpaaliggende.^​1

§ 175.^​1

Retten kan under særlige omstændigheter bestemme, at et vidne, som uteblir uten gyldig forfald,^​2 skal avhentes til samme eller et senere retsmøte. Herpaa faar reglerne i § 254 første og tredje led tilsvarende anvendelse.

§ 176.^​1

Fritat for forpligtelse til at vidne^​2 er:

Fremkalds nogen, der befinder sig i et af fornævnte Tilfælde, som Vidne, skal han gjøres opmerksom paa, at han kan undslaa sig for at afgive Forklaring.^​6 Har han paabegyndt den, kan han vægre sig for at fortsette eller for at lade sig edfæste.^​2

Den sigtedes Fosterforældre og Fosterbørn kan af Domstolen fritages for at vidne.

§ 177.^​1

Et vitne kan nekte å svare på et spørsmål når en kan gå ut fra at svaret vil utsette vitnet eller noen han står i slikt forhold til som nevnt i § 176, for straff eller tap av den borgerlige aktelse.^​2 Retten kan likevel beslutte at vitnesbyrd skal gis når forholdet er slikt som nevnt i § 176 siste ledd.

Et vitne kan nekte å svare på et spørsmål, når det ikke kan svare uten å åpenbare en forretnings- eller driftshemmelighet. Retten kan likevel beslutte at vitnesbyrd skal gis, når den etter avveining av de stridende interesser finner det påkrevet. I så fall kan retten også bestemme at vitnesbyrdet bare skal meddeles den selv og partene i møte for lukkede dører og under pålegg av taushetsplikt.^​3

Utgiveren (redaktøren) av et trykt skrift kan nekte å svare på spørsmål om hvem som er forfatter til en artikkel eller melding i skriftet eller hjemmelsmann for opplysninger i det. Det samme gjelder andre som har fått kjennskap til forfatteren eller hjemmelsmannen gjennom sitt arbeid for vedkommende forlag, redaksjon, pressebyrå eller trykkeri. Annet ledd, annet og tredje punktum, får tilsvarende anvendelse. Vitnesbyrd bør alltid kreves gitt når artikkelen eller meldingen inneholder opplysninger som må antas å være gitt ved straffbart brudd på taushetsplikt,^​4 eller når vitnet vegrer seg for å gi så fullstendige opplysninger om saken som han kan skaffe fra forfatteren eller hjemmelsmannen uten å oppgi denne. Disse bestemmelser får tilsvarende anvendelse på kringkastingssjef og medarbeider i Norsk Rikskringkasting for så vidt angår opplysninger i en sending.

§ 178.^​1

Uten samtykke av den som har krav på hemmelighold, må retten ikke ta imot vitnesbyrd av prester i statskirken, prester eller forstandere i registrerte trossamfunn,^​2 advokater,^​3 forsvarere i straffesaker,^​4 meklingsmenn i ekteskapssaker, leger,^​5 apotekere,^​6 jordmødre^​7 og sykepleiere^​8 om noe som er betrodd dem i deres kall, unntatt når de etter lov plikter å åpenbare det.^​9

Det samme gjelder underordnete og medhjelpere som i stillings medfør er kommet til kunnskap om det som er betrodd de nevnte personer.^​10

Forbudet faller bort når vitnesbyrdet trengs for å forebygge at noen uskyldig blir straffet.^​11

Hvis ikke den som har krav på hemmelighold samtykker i at avhøringen foregår offentlig, skal vitnesbyrdet bare meddeles retten og partene i møte for stengte dører og under pålegg av taushetsplikt.^​12

§ 179.^​1

De Grunde, hvorpaa de i §§ 176-178 omhandlede Fritagelser og Forbud støttes, maa godtgjøres. I Mangel af andet Bevis er Vidnets edelige Forsikring tilstrækkeligt.

§ 180.^​1

Retten maa ikke ta imot vidnesbyrd:

– – –

Tilladelse maa ikke negtes, medmindre vidnesbyrdet vilde kunne utsætte staten eller almene interesser for skade. Hvis ikke tilladelsen bestemmer noget andet, skal vidnesbyrdet bare meddeles retten og parterne i møte for lukkede dører og under paalæg av taushetspligt.^​5

§ 181.^​1

Vidnerne afhøres enkeltvis og bør ikke, forinden de er afhørte under Hovedforhandlingen, paahøre andre Vidners, Sagkyndiges eller Sigtedes Forklaringer. Før Hovedforhandlingen bør Vidner ikke uden særlig Grund stilles imod hverandre.

Avhørelsen sker mundtlig;^​2 dog kan det efter omstændighetene tilstedes vidnet at benytte skriftlige optegnelser, efterat det er bragt paa det rene, hvem som har avfattet dem, og naar og i hvilket øiemed det er gjort.^​3

§ 182.^​1

Før Afhørelsen skal Rettens Formand formane Vidnet til at udsige den rene og fulde Sandhed og Intet fordølge, saaledes som det er istand til at bekræfte med sin Ed, samt foreholde Vidnet det Ansvar, som falsk Forklaring og Ed medfører.^​2

Dernæst spørger han Vidnet om Navn, Alder, Stilling og Bopæl, samt, hvor dertil er Opfordring, om dets Forhold til Sigtede og Fornærmede og om andre Omstændigheder, som kan have Indflydelse paa dets Troværdighed.

§ 183.^​1

Ved Afhørelsen opfordres Vidnet til i Sammenhæng at fremstille, hvad det ved om Bevisførelsens Gjenstand, hvorefter i fornødent Fald særskilte Spørgsmaal stilles det til Besvarelse. Vidnet maa i Særdeleshed tilholdes at angive Kilden til sin Kundskab. Spørgsmaal, hvorved Omstændigheder foreholdes det, hvilke først ved dets Svar skal godtgjøres, bør saavidt muligt undgaaes.

Skal Personer eller Ting forevises et Vidne til Gjenkjendelse, opfordres det først til at give en saa nøiagtig Beskrivelse af samme som muligt.

§ 184.

Udenfor Hovedforhandlingen foretages Vidnernes Afhørelse af Dommeren; Parterne er berettigede til at forlange Spørgsmaal fremsatte til Vidnerne angaaende Undersøgelsens Gjenstand, efterhaanden som Dommeren har tilendebragt sin Afhørelse.

Se §§ 334, 335 og 338 jfr. §§ 366, 374 og 423 Jfr. rettergangsl. § 212.

§ 185.^​1

Vidneprov, der avgives under hovedforhandlingen, blir i regelen^​2 at bekræfte ved ed.^​3 Dog kræves ikke ed, hvis retten finder vidnesbyrdet aapenbart betydningsløst, og i regelen ikke, hvis begge parter frafalder edfæstelse.

Ellers kan edfæstelse blot^​4 finde sted, naar enten vidnesbyrdet tilsigtes oplæst ved hovedforhandlingen,^​5 eller der er fare for, at vidnet ikke vil møte under denne, eller for, at beviset av andre grunde vil kunne spildes ved utsættelsen.^​6

Edfæstelsen sker efter avhørelsen.

§ 186.^​1

I intet tilfælde edfæstes:

§ 187.^​1

Retten kan la være at edfæste vidner, som i henhold til § 176 kunde ha krævet sig fritat for at avgi vidnesbyrd, eller hvis vidnesbyrd paa grund av dets indhold eller av andre grunde maa ansees for særlig upaalidelig.^​2

Private saksøkere og fornærmede, som har sluttet sig til den offentlige forfølgning, kan retten altid la være at edfæste.

§ 188.^​1

Personer der hører til en Troesbekjendelse, som ikke tillader Ed, skal under samme Ansvar, som om Ed var aflagt, paa Ære og Samvittighed forsikre at have udsagt den rene Sandhed og intet fordulgt.^​2 Det samme gjælder Enhver, som vægrer sig for at aflægge Ed, fordi dette strider mod hans religiøse Opfatning, eller fordi han ikke tror paa en almægtig og alvidende Gud.

§ 189.^​1

Negter et vidne at avgi forklaring, ed eller forsikring, efterat dette ved endelig kjendelse^​2 er paalagt, kan retten ved kjendelse beslutte at la vidnet holde i fængslig forvaring,^​3 indtil det efterkommer paalægget.^​4 Dog skal det i intet tilfælde i samme sak eller i en anden sak angaaende samme gjenstand holdes i fængsel utover et tidsrum av tilsammen 3 maaneder.

Møter et vidne beruset, kan retten bestemme, at det skal holdes i fængslig forvaring, til det blir ædru.^​5