Se lover 12 des. 1958 nr. 7, 15 nov. 1963, 22 feb. 1974 nr. 9, 25 mars 1977 nr. 22 og 23.
§ 473.1
En ved endelig2 Dom eller Kjendelse ilagt Straf bliver som Regel uopholdelig at fuldbyrde.
Har Retten indstillet Domfældte til Benaadning, kan Fuldbyrdelsen ikke finde Sted, saafremt han herved vilde komme til at udstaa nogen Straf, som Indstillingen om Benaadning søger ham fritaget for.3 Har han selv søgt Benaadning, kan Straffens Fuldbyrdelse blot paabegyndes, forsaavidt han samtykker deri. Regelen i foregående punktum gjelder ikke når flere frihetsstraffer, herunder reststraff etter løslatelse på prøve, fullbyrdes i sammenheng og fullbyrdelsen er påbegynt. Ingen Dødsdom kan fuldbyrdes,3 før den har været forelagt Kongen, ledsaget af Rettens Erklæring.4
Har departementet funnet for tiden ikke å kunne anbefale en søknad om benådning, kan departementet – når vektige grunner taler for det og søkeren samtykker – utsette ferdigbehandlingen av søknaden i en prøveperiode. Prøveperioden kan ikke settes lenger enn 1 år. Når særlige grunner taler for det, kan perioden forlenges. Fullbyrding finner ikke sted før søknaden er ferdigbehandlet.
1
Endret ved lover 14 feb. 1969 nr. 9, 18 feb. 1977 nr. 6 (gjelder også for søknad kommet inn, men ikke ferdigbehandlet før lovens ikrafttreden).
Udsættelse med Straffens Fuldbyrdelse finder Sted, naar en svanger Kvinde er dømt til Døden eller til Frihedsstraf, eller den, som skal udholde Livsstraf, Frihedsstraf eller legemlig straf eller er idømt Bøder, er bleven afsindig eller er falden i en alvorlig Sygdom,2 eller naar Fuldbyrdelsen ikke vilde kunne indrettes i Overensstemmelse med Straffens Øiemed. Likeledes utsettes fullbyrdelsen av frihetsstraff overfor en kvinne, som har født i de siste seks uker, og i almindelighet også overfor en kvinne, som gir sitt barn die, såfremt der ikke er hengått ni måneder efter barnets fødsel.
Hvor Fuldbyrdelsen vilde forvolde den Domfældte eller nogen af dennes Paarørende alvorlige udenfor Straffens Øiemed liggende, og ikke af denne med Nødvendighed følgende Onder,2 kan en Udsættelse ligeledes besluttes.3
Ved fullbyrding av frihetsstraff medregnes hele den tid som domfelte har vært undergitt varetektsfengsling etter at dommen ble avsagt.2
Denne Bestemmelse bliver at anvende ogsaa paa Bøder efter de i Straffelovens § 28, sidste Led, givne Regler.
Er domfældte som syg bleven indlagt paa Sygehus efter at have paabegyndt Straffens Udstaaelse, medregnes den Tid, han opholder sig der, til Straffetiden, hvis han ikke selv har forvoldt eller foregivet Sygdommen for at unddrage sig Straffen.
1
Endret ved lover 22 mai 1902 nr. 12, 3 juni 1921 nr. 1, 1 juni 1973 nr. 29.
Er nogen ved forskjellige Domme dømt i Straf uden Iagttagelse af de i Straffelovens § 64 (jfr. §§ 62 og 63) givne Regler, skal paatalemyndigheden indbringe samtlige Domme for Retten til Fastsættelse af en fælles Straf.
Er Dommene afsagt ved forskjellige Retter, indbringes de for den Ret, som har idømt den høieste Straf, eller om det er Retter af forskjellig Orden, for den høieste i Ordenen.
Afgjørelsen, der kan træffes uden ny Hovedforhandling, kan paakjæres senest inden 14 Dage2 efter Dommens Forkyndelse.
1
Endret ved lover 29 juni 1889 nr. 1, 2net avsnitt § 4, 22 mai 1902 nr. 12, 14 des. 1917 nr. 11, 8 april 1983 nr. 14 (se dens avsn. IV).
Skal den domfældte udholde Fængsel over 6 Maaneder, eller mistænkes han for at ville flygte, eller undlader han paa Tilsigelse at fremstille sig til Straffens Udstaaelse, kan han afhentes.
Ellers tilstiller Paatalemyndigheden ham Opfordring til at fremmøde til bestemt Tid paa det Sted, hvor Straffen skal udholdes.
Opstaar der med hensyn til dommens fortolkning, beregningen av frihetsstraffe, som er idømt eller træder i stedet for idømt straf, eller av andre grunde tvist mellem paatalemyndigheten og domfældte, blir spørsmaalet paa domfældtes begjæring at forelægge stedets ret2 eller den ret, som tidligere har dømt i saken, til avgjørelse.
Opstaar der tvist om, hvorvidt den Person, mot hvem straffen tilsigtes fuldbyrdet, er den domfældte, avgjøres den efter reglerne i kapitel 26 av stedets ret eller av den ret, som tidligere har dømt i saken.
Lov om Rettergangsmaaden i Straffesager
Sexogtredivte Kapitel. Straffens Fuldbyrdelse.1
§ 473.1
En ved endelig2 Dom eller Kjendelse ilagt Straf bliver som Regel uopholdelig at fuldbyrde.
Har Retten indstillet Domfældte til Benaadning, kan Fuldbyrdelsen ikke finde Sted, saafremt han herved vilde komme til at udstaa nogen Straf, som Indstillingen om Benaadning søger ham fritaget for.3 Har han selv søgt Benaadning, kan Straffens Fuldbyrdelse blot paabegyndes, forsaavidt han samtykker deri. Regelen i foregående punktum gjelder ikke når flere frihetsstraffer, herunder reststraff etter løslatelse på prøve, fullbyrdes i sammenheng og fullbyrdelsen er påbegynt. Ingen Dødsdom kan fuldbyrdes,3 før den har været forelagt Kongen, ledsaget af Rettens Erklæring.4
Har departementet funnet for tiden ikke å kunne anbefale en søknad om benådning, kan departementet – når vektige grunner taler for det og søkeren samtykker – utsette ferdigbehandlingen av søknaden i en prøveperiode. Prøveperioden kan ikke settes lenger enn 1 år. Når særlige grunner taler for det, kan perioden forlenges. Fullbyrding finner ikke sted før søknaden er ferdigbehandlet.
§ 474.1
Udsættelse med Straffens Fuldbyrdelse finder Sted, naar en svanger Kvinde er dømt til Døden eller til Frihedsstraf, eller den, som skal udholde Livsstraf, Frihedsstraf eller legemlig straf eller er idømt Bøder, er bleven afsindig eller er falden i en alvorlig Sygdom,2 eller naar Fuldbyrdelsen ikke vilde kunne indrettes i Overensstemmelse med Straffens Øiemed. Likeledes utsettes fullbyrdelsen av frihetsstraff overfor en kvinne, som har født i de siste seks uker, og i almindelighet også overfor en kvinne, som gir sitt barn die, såfremt der ikke er hengått ni måneder efter barnets fødsel.
Hvor Fuldbyrdelsen vilde forvolde den Domfældte eller nogen af dennes Paarørende alvorlige udenfor Straffens Øiemed liggende, og ikke af denne med Nødvendighed følgende Onder,2 kan en Udsættelse ligeledes besluttes.3
§ 475.1
Ved fullbyrding av frihetsstraff medregnes hele den tid som domfelte har vært undergitt varetektsfengsling etter at dommen ble avsagt.2
Denne Bestemmelse bliver at anvende ogsaa paa Bøder efter de i Straffelovens § 28, sidste Led, givne Regler.
Er domfældte som syg bleven indlagt paa Sygehus efter at have paabegyndt Straffens Udstaaelse, medregnes den Tid, han opholder sig der, til Straffetiden, hvis han ikke selv har forvoldt eller foregivet Sygdommen for at unddrage sig Straffen.
§ 476.1
Dødsstraff fullbyrdes ved skytning fra en sluttet tropp av minst 10.
Nærmere regler om fullbyrdelse av dødsstraff, gis av Kongen eller den han bemyndiger.
§ 477.(Ophevet ved lover 29 juni 1889 nr. 1, 2net avsnitt § 4 og 22 mai 1920 nr. 12.)
🔗Del paragraf§ 478.1
Er nogen ved forskjellige Domme dømt i Straf uden Iagttagelse af de i Straffelovens § 64 (jfr. §§ 62 og 63) givne Regler, skal paatalemyndigheden indbringe samtlige Domme for Retten til Fastsættelse af en fælles Straf.
Er Dommene afsagt ved forskjellige Retter, indbringes de for den Ret, som har idømt den høieste Straf, eller om det er Retter af forskjellig Orden, for den høieste i Ordenen.
Afgjørelsen, der kan træffes uden ny Hovedforhandling, kan paakjæres senest inden 14 Dage2 efter Dommens Forkyndelse.
§ 479.1
Naar anden straf end paa formuen skal fuldbyrdes, paaligger iverksættelsen herav paatalemyndigheten.2
§ 480.1
Skal den domfældte udholde Fængsel over 6 Maaneder, eller mistænkes han for at ville flygte, eller undlader han paa Tilsigelse at fremstille sig til Straffens Udstaaelse, kan han afhentes.
Ellers tilstiller Paatalemyndigheden ham Opfordring til at fremmøde til bestemt Tid paa det Sted, hvor Straffen skal udholdes.
§ 481.1
Opstaar der med hensyn til dommens fortolkning, beregningen av frihetsstraffe, som er idømt eller træder i stedet for idømt straf, eller av andre grunde tvist mellem paatalemyndigheten og domfældte, blir spørsmaalet paa domfældtes begjæring at forelægge stedets ret2 eller den ret, som tidligere har dømt i saken, til avgjørelse.
§ 482.1
Opstaar der tvist om, hvorvidt den Person, mot hvem straffen tilsigtes fuldbyrdet, er den domfældte, avgjøres den efter reglerne i kapitel 26 av stedets ret eller av den ret, som tidligere har dømt i saken.