§ 306.^​1

Lagmandsretten sammensættes ved hovedforhandlingen i den enkelte sak av lagmanden og to meddommere (retten)^​2 og av ti^​3 til avgjørelse av skyldspørsmaalet^​4 tilkaldte lagrettemænd (lagretten).^​5

§ 307.^​1

Hovedforhandlingen er mundtlig.^​2 Skrift anvendes kun i den utstrækning, som loven bestemmer.^​3 Ved mundtlige uttalelser benyttes frit foredrag.

Lagmanden leder forhandlingen^​4 og drager omsorg for at fjerne alt, som til unytte trækker den i langdrag.^​5 Ingen maa ta ordet uten hans tilladelse, og han kan, forsaavidt intet motsat er bestemt,^​6 stanse den videre forhandling angaaende spørsmaal, som han anser tilstrækkelig drøftet. Indsigelser mot hans ledelse avgjøres av retten.^​7

§ 308.^​1

Udebliver Paatalemyndigheden enten ved Forhandlingens Begyndelse eller i Løbet af denne, udsættes Sagen, medmindre Omstændighederne gjør det muligt i Stedet at beskikke Nogen, som strax kan udføre Hvervet.^​2

Det samme gjælder, om der ingen Forsvarer er tilstede;^​3 dog kan Frifindelsesdom afsiges og en Forhandling, som forudsees utvivlsomt at ville lede hertil, fortsættes eller fremmes, selv om ingen Forsvarer møder.

§ 309.

Tiltalte skal være tilstede, saalænge han har Adgang til at faa Ordet.^​1 Dog kan det tillades ham at fjerne sig, efterat hans Afhørelse^​2 har fundet Sted og indtil Domsafsigelsen.^​3 Forlader han Retsstedet uden Rettens Tilladelse, kan Forhandlingen under enhver Omstændighed fortsættes, saafremt hans Nærværelse ikke findes fornøden af Hensyn til Sagens Oplysning.^​4

§ 310.^​1

I sak om straffbar handling som ikke kan medføre straff av fengsel i mer enn tre år, og i sak som bare gjelder inndragning, kan hovedforhandling fremmes selv om tiltalte ikke er til stede, såfremt hans nærvær ikke finnes nødvendig for sakens opplysning^​2 og tiltalte:

Sak om sikring kan ikke fremmes i tiltaltes fravær.

I alle tilfelle kan forhandlingen fremmes når retten finner at den må føre til frifinnelse eller avvising.

§ 311.(Opphevet ved lov 8 april 1983 nr. 14)

§ 312.^​1

Om Hovedforhandlingen maa udsettes, kan Retten dog paa Stedet optage alle Beviser, som ellers kunde gaa tabt, eller hvis senere Optagelse kunde befrygtes at ville blive mindre fyldestgjørende.

§ 313.

Retten kan beslutte, at en Tiltalt skal forlade Retssalen, medens et Vidne eller en Medtiltalt afhøres, naar der er særegne Grunde til at frygte for, at en uforbeholden Forklaring ellers ikke kan erholdes.^​1 Er en Tiltalt som Følge heraf aftraadt, kan han forlange Afhørelsen gjentaget, naar han atter indlades i Retssalen. I ethvert Fald skal han gjøres bekjendt med det under hans Fravær Forefaldne.

§ 314.^​1

Naar en tiltalt utvises i henhold til lov om domstolene^​2 § 133, kan forhandlingen dog fortsættes, hvis retten ikke finder en utsættelse nødvendig. Tiltalte bør i saa Fald, saasnart hans Adfærd gjør det muligt, atter føres ind i Retssalen og gjøres bekjendt med det under hans Fravær Forefaldne.

§ 315.^​1

Hvor det findes hensigtsmæssigt, kan Retten i Sag, som angaar flere strafbare Handlinger eller flere tiltalte, lade Forhandlingen^​2 og Lagrettens Paakjendelse foregaa særskilt for hver enkelt Handling eller tiltalt.^​3

§ 316.^​1

Ved sakens pårop retter lagmannen sådan opfordring til lagrettemennene og partene som omhandlet i lov om domstolene^​2 § 115. Blir der ikke minst tolv eller i det i § 321 nevnte tilfelle minst tretten eller fjorten lagrettemenn tilbake, varamennene iberegnet, fylles tallet på den i lov om domstolene^​2 § 97 angitte måte.

§ 317.^​1

Lagmanden giver derefter først tiltalte og dernæst Paatalemyndigheden, men i Sager angaaende Ærekrænkelser^​2 den fornærmede, der har sluttet sig til Forfølgningen, Adgang til at benytte sin Udskydelsesret efter § 318.^​3 Benyttes den fuldt ud, bestaar Lagretten af de ikke udskudte Lagrettemænd.

I motsat fald uttages ved lodtrækning ti eller i tilfælde^​4 elleve eller tolv av de ikke utskutte til lagrette for saken. Lodtrækningen foregaar paa den maate, som er foreskrevet i lov om domstolene^​5 § 90.

§ 318.^​1

Partene har rett til å skyte ut så mange lagrettemenn og varamenn som der er tilstede fler enn ti eller i det i § 321 omhandlede tilfelle elleve eller tolv.

Påtalemyndigheten og tiltalte, samt i saker angående ærekrenkelser^​2 den fornærmete,^​3 som har sluttet seg til forfølgningen, kan skyte ut et like antall. Er det etter dette en til overs, har tiltalte rett til å skyte ut denne; er det to til overs, kan tiltalte og fornærmete skyte ut en hver.

Er der flere tiltalte i samme sak, utøver de utskytelsesretten i fellesskap. Blir de ikke enige derom, er de berettiget til å skyte ut et like antall hver. Kan heller ikke dette skje, avgjøres det ved loddtrekning hvem som skal skyte ut det større tall. Er der i sak angående ærekrenkelser^​2 flere fornærmede, gjelder om deres utskytelsesrett samme regel.

§ 319.

Naar Parterne er enige derom, kan den Lagrette, som har gjort Tjeneste i den nærmest foregaaende Sag, vedblive at forrette i den næste, forsaavidt dens Behandling paabegynder samme Dag.

§ 320.

I Tiltaltes Fravær udøves hans Udskydelsesret af Forsvareren eller den, han særlig har bemyndiget hertil.

§ 321.^​1

I vidtløftige saker kan retten beslutte, at elleve eller tolv lagrettemænd^​2 skal overvære forhandlingen. Naar lagretten skal avgi sin kjendelse, og lagrettemændenes tal ikke ved forfald er gaat ned til ti, uttræder i dette tilfælde efter lodtrækning en eller to av dem.^​3

§ 322.

Naar Lagretten er dannet og har indtaget sit Sæde, oplæses Tiltalebeslutningen og spørges Tiltalte om Navn, Alder, Stilling og Bopæl og, om han erkjender sig skyldig i det i Tiltalebeslutningen omhandlede Forhold eller i at have foretaget den der omhandlede Handling, samt opfordres til med Opmærksomhed at følge Forhandlingen.

Vidnerne og de Sagkyndige opraabes, hvorefter Lagmanden meddeler, hvad han maatte finde fornødent at foreskrive til Sikrelse af Bevisførelsen.^​1

§ 323.^​1

Opstaar der Spørgsmaal om, hvorvidt nogen af de i Sagsbehandlingen Medvirkende bør udtræde, eller om Sagen, nogen Del af den eller noget begjæret Rettergangsskridt bør fremmes, kan Forhandlingen begrænses hertil, indtil Spørgsmaalet er afgjort.

Feil, der hindrer Sagens Fremme,^​2 skal, hvor det kan ske, tilstedes afhjulpne og den dertil fornødne Udsættelse paa Forlangende gives.

Indsigelser, som ikke kommer i Betragtning, medmindre de paaberaabes af vedkommende Part,^​3 er forspildte, hvis de ikke fremsættes, saasnart dertil er bleven Anledning.^​4

§ 324.

Det i foranstaaende §'s første Led Foreskrevne gjælder ogsaa, saafremt enten Tiltalte eller nogen af Rettens Dommere opkaster Spørgsmaal om, hvorvidt det i Tiltalebeslutningen omhandlede Forhold er strafbart, eller om der foreligger nogen Strafudelukkelsesgrund, der efter § 165 ikke er indbefattet i Skyldspørgsmaalet. Er Rettens Medlemmer enige, kan Frifindelsesdom paa Stedet afsiges.^​1

§ 325.

Forhandlingen angaaende selve det Forhold, hvorfor Tiltale er reist, fortsættes saavidt muligt uden Afbrydelse indtil dens endelige Afslutning.^​1 I paatrængende Tilfælde kan den fortsættes paa en Helligdag.

Naar Forhandlingen efter en Udsættelse atter aabnes, gjentages det allerede Foretagne, forsaavidt Retten finder det fornødent. Har Afbrydelsen varet over fire Dage, kan ethvert af Domstolens Medlemmer fordre Gjentagelse.

§ 326.

Den i § 325 nævnte Forhandling begynder med, at Lagmanden foreholder Lagrettemændene, at de fra nu af og indtil deres endelige kjendelse angaaende Skyldspørgsmaalet er afgiven, ikke angaaende Sagen maa have nogen Samtale eller Forbindelse med nogen Anden end Retten gjennem Lagmanden, og at de ikke uden Lagmandens Tilladelse maa forlade det fælles Overlægningsrum, efterat de har trukket sig tilbage til Raadslagning overensstemmende med § 348.^​1

§ 327.^​1

Lagmanden tiltaler derefter lagrettemændene saaledes: «Forsikrer De paa ære og samvittighet, at De vil gi vel agt paa alt, som forhandles i retten, og besvare de spørsmaal, som blir Dem forelagt, saaledes som De vet sandest og rettest at være efter loven^​2 og sakens bevisligheter?» Lagrettemændene skal derefter staaende og med oprakt høire haand enkeltvis svare: «Det forsikrer jeg paa ære og samvittighet.»^​3

Lagrettemand, som tidligere paa samme ting har avgit forsikringen, behøver ikke at gjenta den.

§ 328.

Lagrettemændene vælger derefter under Lagmandens Ledelse af sin Midte ved lukkede Sedler en Ordfører. I Tilfælde af Stemmelighed afgjøres Valget ved Lodtrækning.

§ 329.

Efterat dernæst Paatalemyndigheden har udviklet, hvad der er Tiltalens Gjenstand,^​1 og kortelig angivet, hvilke Beviser den formener at kunne føre for sin Paastand, i fornødent Fald med Paavisning af Forbindelsen mellem Paastanden og de Beviser, som agtes førte,^​2 henstiller Lagmanden til Tiltalte at forklare sig angaaende Sagen.^​3 Strider Forklaringen mod hans tidligere afgivne, eller er der Sider eller Dele af Sagen, med Hensyn til hvilke han ikke har udtalt sig, bør han gjøres opmerksom derpaa.^​4

Saavel i dette Tilfælde, som naar han aldeles nægter at svare, eller naar han ikke møder, kan hans tidligere for Retten afgivne Forklaring oplæses.^​5

§ 330.

Derefter finder Bevisførelsen Sted først fra Paatalemyndighedens og dernæst fra Forsvarets Side.

Før Forsvareren paabegynder nogen Bevisførelse, kan han kortelig angive, hvilke Beviser han mener at kunne føre, og hvilke Slutninger han vil bygge derpaa.

Hvor det er fornødent, kan den, der fører Beviserne, efterhvert som Bevisførelsen finder Sted, kortelig paavise Betydningen af de Omstændigheder, som søges beviste.

§ 331.^​1

Afgiver Tiltalte en fuldstændig Tilstaaelse, afgjør Retten, hvorvidt og i hvilken Udstrækning Bevisførelse skal finde Sted.

Ellers kan den, alene naar den finder, at Bevisførelsens Gjenstand ikke vedrører Sagen, eller naar Parterne er enige deri,^​2 nægte eller undlade Førelsen af Bevis, som haves ved Haanden.

Udsættelse til Førelse af Bevis kan nægtes, naar Bevisførelsen efter Rettens Overbevisning vilde være betydningsløs.^​3

Føres et Bevis, som ikke er betimelig anmeldt for Modparten,^​4 har denne Krav paa en passende Udsættelse, hvis Beviset ikke aabenbart er betydningsløst.^​3

Retten vaager paa Embeds Vegne over Sagens fuldstændige Oplysning og kan til Opnaaelse heraf beslutte at indhente nye Beviser og at udsætte Behandlingen.^​5

I ærekrenkelsessak kan ikke føres bevis om noen omstendighet som ikke under saksforberedelsen er opgitt som gjenstand for bevisførsel. Retten skal også nekte bevisførsel om ting som den finner uten betydning, eller hvis betydning står i påtagelig misforhold til den skade der kan voldes fornærmede eller andre. Likeså kan retten nekte at der føres et vidne eller et bevis for øvrig som uten rimelig grunn er fortiet under saksforberedelsen.^​6

§ 332.^​1

Granskning, der ikke udkræver særlig Sagkyndighed, derunder indbefattet Aastedsgranskning til ret Forstaaelse af Stedforhold, bør, hvor det kan ske uden overveiende Ulempe, foretages af selve Domstolen.^​2

Vidner,^​3 hvis Forklaring antages at være af Betydning for Sagen, bør afhøres mundtlig for selve Domstolen, hvor ikke særegne Omstændigheder er til Hinder derfor.^​4

Oplæsning af Forklaring, som et i Retten tilstedeværende Vidne tidligere har afgivet, kan ikke under nogen Omstændighed finde Sted, medmindre Vidnet

Forklaring, som tidligere er afgiven af Vidne, der ei er tilstede i Retten, kan i Almindelighed ikke oplæses, medmindre

Erklæring, som tidligere er afgiven af Sagkyndig, der ei er tilstede i Retten, kan altid oplæses, saafremt

Udenretslige Forklaringer eller Erklæringer maa ikke oplæses, medmindre det findes utvivlsomt, at de vil bidrage til Sagens rette Oplysning. Ei heller maa ubeedigede retslige Forklaringer oplæses, medmindre Oplæsningen efter Omstændighederne findes aldeles ubetænkelig.

Naar Udsagn af Vidner eller Sagkyndige oplæses, maa det udtrykkelig bemerkes, om de er beedigede eller ikke.

I saker om forbrydelser eller forseelser mot sedelighet trer oplesning av rettslige forklaringer som er avgitt av vidner under 16 år, eller av sådanne utenrettslige forklaringer som nevnt i siste ledd av §§ 266 og 275, i stedet for personlig avhøring, medmindre retten av særlige grunner finner det uundgåelig å måtte inhente vidnets muntlige forklaring.^​11

§ 333.^​1

Skriftlige Beviser oplæses af Retsskriveren eller et af Rettens Medlemmer. Dog kan Lagmanden tillade den Bevisførende selv at oplæse dem.

Skriftstykker, som er forfattede i fremmed Sprog, oplæses i Oversættelse, hvis Rigtighed er bekræftet af en dertil bemyndiget Person.^​2

§ 334.^​1

De af Paatalemyndigheden fremstillede Vidner afhøres først af denne og dernæst, efterhvert som denne Afhørelse for hvert enkelt Vidnes Vedkommende er tilendebragt, af Forsvareren. Med Hensyn til de af Tiltalte eller efter hans Begjæring^​2 fremstillede Vidner forholdes i omvendt Orden. Herfra kan Afvigelse finde Sted ifølge Overenskomst.

Lagmanden skal i ethvert Tilfælde tilbagevise Spørgsmaal, der ikke vedrører Sagen, og selv overtage Afhørelsen, naar han eller Retten finder den Maade, hvorpaa Afhørelsen sker, utilfredsstillende.^​3

I saker om forbrydelser eller forseelser mot sedelighet skal vidner under 16 år avhøres av lagmannen, når de må forklare sig under hovedforhandlingen.^​4

§ 335.

Lagmanden kan af egen Drift eller efter Anmodning af nogen af Domstolens øvrige Medlemmer afhøre Vidnet om saadanne Punkter, som ikke har været det tilstrækkelig foreholdt, eller med Hensyn til hvilke dets Svar ikke har været tydeligt nok eller tilstrækkelig opfattet. Han kan overlade Vedkommende selv umiddelbart at forelægge Vidnerne Spørgsmaal.

§ 336.^​1

Bevisførelse, sigtende til at svække eller styrke et vidnes troværdighet i sin almindelighet, maa kun finde sted paa den maate og i den utstrækning, som retten tilsteder. Den bør negtes, naar de tilsigtede oplysninger ikke findes at være av væsentlig betydning. Motbevis maa altid tillates.

Bevidnelser om et vidnes gode eller slette navn og rygte maa ikke brukes.

§ 337.^​1

Føres fra Forsvarets Side Beviser for Tiltaltes tidligere gode Vandel, kan Paatalemyndigheden altid føre Modbeviser. Under ingen Omstændighed maa dog Bevidnelser, udstedte angaaende Tiltaltes gode eller slette Navn og Rygte, oplæses.

Hvorvidt og i hvilken Udstrækning iøvrigt Beviser kan føres for Tiltaltes slette Vandel, afgjøres af Retten. Dog maa disse Beviser altid angaa bestemte Handlinger, foretagne af Tiltalte selv. Bevis for tidligere Domfældelse kan ikke nægtes ført.

§ 338.

Efter Afhørelsen af hvert enkelt Vidne og efter Oplæsningen af hvert enkelt Skriftstykke gives der Tiltalte Adgang til at udtale sig, om han har noget at bemærke.^​1

§ 339.

Efterat Bevisførelsen er sluttet, faar først Paatalemyndigheden og dernæst Forsvareren Ordet. Enhver har Ret til at tale to Gange.^​1

Tiltalte har Ret til Ordet ved Siden af Forsvareren og spørges, efterat denne har talt, om han har noget yderligere at bemærke.

§ 340.

Forstaar Tiltalte ikke det norske Sprog, eller er han døv, maa af Slutningsforedragene idetmindste de nedlagte Paastande bringes til hans Kunskab.^​1

§ 341.^​1

Naar Partene har endt sine Foredrag, har Paatalemyndigheden at fremlægge Udkast til de Spørgsmaal, som skal forelegges Lagretten. Efterat Forsvareren dernæst er givet Andledning til at ytre sig og fremsætte Forslag om Forandringer i eller Tillæg til disse,^​2 udarbeider Lagmanden Spørgsmaalene og forelægger dem for Parterne. Gjør nogen af disse Indsigelse mod Spørgsmaalene, afgjøres Sagen af Retten.^​3 Der skal paa Forlangende gives en kort Udsættelse af Forhandlingen til Overveielse af Spørgsmaalene.

§ 342.

Gjenstand for Spørgsmaalene er det i Tiltalebeslutningen omhandlede Forhold.^​1 Om Tilstedeværelsen af Omstændigheder, som kan bringe Forholdet ind under en anden Straffebestemmelse end efter Tiltalebeslutningen, spørges der, naar Retten finder Føie dertil.^​2 Er en saadan Omstændighed under Forhandlingen paastaaet at være tilstede, skal dette altid ske, naar Forlangende derom fremsættes.

Ved Forholdets Henførelse under Straffeloven er Retten ubunden af de fremsatte Paastande. Henføres det under en anden Straffebestemmelse end i Tiltalebeslutningen, maa der altid gives Parterne særlig Anledning til at udtale sig, hvorhos Tiltalte paa Forlangende maa tilstaaes en passende Udsættelse, naar dette skjønnes ønskeligt for Forsvaret.^​3

§ 343.^​1

Ethvert Spørsmaal stilles saaledes, at det kan besvares med ja eller nei.

Naar et efterfølgende Spørsmaal kun skal besvares i det Tilfælde, at et foregaaende er besvaret paa en vis Maade, skal dette anføres i Spørsmaalsskriftet. Ligeledes anføres ved hvert Spørsmaal, hvor mange Stemmer der udfordres til et for tiltalte ugunstigt Svar.^​2

Et Spørsmaal maa blot angaa én tiltalt og saavidt muligt blot et strafbart Forhold og Anvendelsen af én Straffebestemmelse.

Af Spørsmaal, hvis bekræftende Besvarelse udelukker hinanden, stilles det, der vil lede til den strengeste Straf, først.

§ 344.^​1

Med Undtagelse af de i §§ 345 og 346 omhandlede skal ethvert Spørsmaal begynde med Ordene: «Er den tiltalte skyldig?» I Spørsmaalet optages alle den strafbare Handlings retslige Merker^​2 og en saa nøiagtig Beskrivelse af Gjerningen, Betegnelse af Gjenstand, Tid og Sted m.m., som efter Omstændighederne er hensigtsmæssigt og gjørligt.

§ 345.^​1

Skal Lagretten afgjøre, hvorvidt der er tilstede saadanne i Loven særlig fremhævede Omstændigheder, der vilde bringe Forholdet ind under en strengere eller mildere Straffebestemmelse,^​2 kan derom stilles Tillægsspørsmaal, som blot bliver at besvare, saafremt det Spørsmaal, hvortil de slutter sig, bejaes. [Det samme gjælder Spørsmaal efter Straffelovens § 65.]^​3

§ 346.^​1

Saafremt det enten forlanges af nogen af Parterne, eller Retten paa Embeds Vegne saa beslutter, skal der forelægges Lagretten Spørgsmaal om Tilstedeværelsen af særdeles formildende eller særdeles skjærpende Omstændigheder i Almindelighed.^​2

– – –

Alene et for tiltalte gunstigt Svar er bindende for Retten.

§ 347.^​1

Naar Spørgsmaalene er fastsatte, oplæses de af Lagmanden, hvorpaa de fornødne Afskrifter overgives Lagretten.

Derefter gjennemgaar Lagmanden i et kort Foredrag Sagen og dens Bevisligheder og forklarer, saavidt fornødent, Spørgsmaalene og de Retssætninger, som skal lægges til Grund for deres Besvarelse.^​2

Parterne kan forlange, at særlig paapegede Dele af hans Udvikling med Hensyn til Retssætninger gjengives i Retsbogen,^​3 forinden Lagretten trækker sig tilbage til Raadslagning. De kan, støttende sig til Lagmandens Foredrag, bringe paa Bane Forandringer i Spørgsmaalene.^​4

§ 348.^​1

Lagretten trækker sig derpaa tilbage i Enrum^​2 til Raadslagning, medbringende Spørsmaalene, skriftlige Bevisligheder, hvis rette Lesemaade er omtvistet, de fremlagte Afbildninger og Tegninger samt, om den eller Retten finder det hensigtsmæssigt, Redskaber eller andre Ting, som vedkommer den forøvede strafbare Handling.

§ 349.^​1

Ved Afgjørelsen af, hvad der er at anse som bevist, tages alene Hensyn til de Beviser, som er fremførte under Hovedforhandlingen. Afgjørelsen træffes efter fri Overbevisning paa Grundlag af en samvittighedsfuld Prøvelse af de fremførte Bevisligheder.

§ 350.

Finder Lagretten, at den behøver yderligere Forklaring af de Retssætninger, som skal lægges til Grund, eller kommer den i Tvivl om den Fremgangsmaade, som bliver at iagttage, eller om Betydningen af de fremsatte Spørgsmaal, eller finder den, at Spørgsmaalene bør forandres eller forfleres,^​1 vender den tilbage til Retssalen, hvor Lagmanden, efterat Lagrettens Ordfører har fremført dens Andragende, meddeler eller besørger foranstaltet det Fornødne.

Skal det afgjøres, om flere eller andre Spørgsmaal bliver at stille, maa Parterne gives Anledning til at udtale sig.

§ 351.^​1

Efter tilendebragt Raadslagning afstemmer Lagretten om de enkelte Spørgsmaal i den Orden, hvori de er stillede. Ordføreren afæsker hver enkelt Lagrettemand hans Stemme i den ved Lodtrækningen^​2 bestemte Orden og afgiver selv sin Stemme sidst. I de i § 346 omhandlede Tilfælde udfordres til et bekræftende Svar over Halvdelen af Stemmerne; ellers maa ethvert for Tiltalte ugunstigt Svar afgives med mindst syv Stemmer.^​3

De, som ved Besvarelsen af Hovedspørgsmaalet^​4 har stemt til Tiltaltes Gunst ansees ogsaa at stemme saaledes ved ethvert Tillægsspørgsmaal; som Følge heraf afæskes disse Lagrettemænd intet Svar ved Afstemningen over saadanne.

§ 352.^​1

Lagrettens Ordfører paategner det Svar, som udkommer ved Stemmernes Sammentælling, ved ethvert af Spørsmaalene og underskriver Svarene tilligemed de to først udtrukne^​2 Lagrettemænd. I de i § 346 omhandlede Tilfælde skal der ved et bekræftende Svar anføres, at det er fattet med mere end Halvdelen af Stemmerne,^​3 og iøvrigt ved hvert for tiltalte ugunstigt Svar, at det er fattet med mere end seks Stemmer.^​4 Videre maa Stemmetallet ikke angives.^​5

§ 353.^​1

Efter tilendebragt avstemning vender lagretten tilbake til retssalen og indtar sit sæte. Lagmanden opfordrer den til at meddele den avgjørelse, hvortil den er kommet. Lagrettens ordfører reiser sig og uttaler: «Lagretten har paa ære og samvittighet besvart de stillede spørsmaal, saaledes som følger.» Derefter læser han op spørsmaalene og umiddelbart efter hvert av disse det vedtegnede svar.

§ 354.

Finder Retten, at Lagrettens Kjendelse ikke er istandbragt paa lovlig Maade, eller at den er utydelig, ufuldstændig eller selvmodsigende, eller opstaar der Tvivl, om Svaret fuldt ud udtrykker Lagrettens virkelige Mening, og Mangelen ikke paa Stedet kan afhjælpes eller Tvivlen hæves ved en Forklaring af Lagrettens Ordfører, kan Retten, saalænge Dom endnu ikke er afsagt, paalægge Lagretten paany at trække sig tilbage til Raadslagning og Afstemning.^​1

§ 355.

Angaar Feilen blot Formen, kan Lagretten ikke foretage nogen Forandring af Indholdet. I modsat Fald er den i ingen Henseende bunden ved sin tidligere Afgjørelse.^​1

§ 356.

Saalænge Dom ikke er afsagt, kan Retten, hvor den finder det hensigtsmæssigt, beslutte^​1 at forandre Spørgsmaalene eller at stille nye, efterat der er givet Parterne Anledning til at ytre sig.^​2

§ 357.^​1

Går lagrettens kjennelse ud på at tiltalte ikke er skyldig, avsier retten frifinnelsesdom såfremt den ikke treffer beslutning efter § 358.

Finder Retten, at en rigtig Forstaaelse af Retsspørgsmaalene, sammenholdt med Lagrettens Svar, maa lede til Frifindelse, kan den ligeledes strax afsige Frifindelsesdom.^​2

§ 358.^​1

Kommer retten til den overbevisning at det ikke foreligger tilstrekkelig bevis for at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med lagrettens kjendelse, kan den beslutte^​2 at saken skal behandles på ny på et senere lagmannsting for andre dommere og andre lagrettemenn. Det samme gjelder dersom tiltalte er kjent ikke å være skyldig i en straffbar handling som han er tiltalt for, men retten finner det utvilsomt at han er skyldig.

Retten treffer beslutningen av eget tiltak, uten at partene har adgang til å uttale sig.

Efter forslag av retten eller av en part kan Høiesterett overdra den nye behandling av saken til et annet lagdømme eller overføre den til et annet lagsogn.

§ 359.^​1

Kommer Retten ved den nye Behandling enstemmig til den Overbevisning, at Beviset er utilstrækkeligt til tiltaltes Fældelse, afsiger den Frifindelsesdom. Kommer den enstemmig til den Overbevisning, at tiltalte er skyldig i en mindre Forbrydelse eller Forseelse end den, som Lagrettens kjendelse lyder paa, afsiger den Dom i Overensstemmelse hermed, i det i § 360 omhandlede Tilfælde dog kun, forsaavidt de Lagretten forelagte Spørsmaal besvares bekræftende.

Når den nye behandling av saken er besluttet efter § 358, første punktum, kan i den nye sak ikke noget spørsmål, som sikter på en strengere straff enn tiltalte vilde være blitt idømt dersom den første lagrettekjennelse var tatt for gyldig, forelegges lagretten, medmindre vilkårene for gjenoptagelse foreligger.^​2

§ 360.^​1

Finder Retten, at en rigtig Forstaaelse af Retsspørgsmaalene maa bevirke eller kommer den i det i § 359 nævnte Tilfælde enstemmig til den Overbevisning, at en rigtig Vurdering af Beviserne maa lede til, at Tiltalte fældes for en mindre Forbrydelse eller Forseelse end den, hvori Lagretten har fundet ham skyldig, men at der til dennes Gjerningsindhold hører Omstændigheder, om hvis Tilstedeværelse Lagrettens Kjendelse intet har afgjort, skal de til Afgjørelse heraf fornødne Spørgsmaal forelægges.

§ 361.

Førend Forhandlingen fortsættes paa Grundlag af Lagrettens Kjendelse, bliver denne at oplæse for Tiltalte.

§ 362.

Naar Lagretten har erklæret Tiltalte skyldig, og Retten ikke i Henhold til §erne 357-359 afsiger Frifindelsesdom eller henviser Sagen til ny Hovedforhandling, faar først Paatalemyndigheden og dernæst Forsvareren og Tiltalte Ordet for at udtale sig om Straffelovens Anvendelse og Strafudmaalingen^​1 og føre de Beviser, som i Anledning deraf maatte være nødvendige. Foredragene og Bevisførelsen maa ikke tilsigte at angribe det, som er afgjort ved Lagrettens Kjendelse.

§ 363.^​1

Dommen^​2 afsiges ved Retsmødets Slutning eller i et særskilt berammet Møde, senest et Døgn derefter.^​3

Domsgrundene skal for Skyldspørgsmaalets Vedkommende kun bestaa i en Henvisning til Lagrettens Kjendelse, hvor denne lægges til Grund, men iøvrigt, forsaavidt Tiltalte domfældes, nøiagtig angive, hvilke Omstændigheder der som Grundlag for Dommen antages beviste, og i Tilfælde af, at Tiltalte frifindes, hvilke Straffebetingelser der antages at mangle eller ikke at være beviste, eller hvilke Omstændigheder der antages at foreligge, som udelukker Straffen.^​4

Ligesaa anføres de Betragtninger, som har været bestemmende for Strafudmaalingen.^​5

Har tiltalte gjort sig skyldig i flere forbrydelser som nevnt i straffelovens § 39 a, skal det i alle tilfelle oplyses hvorvidt der finnes grunn til å anta at tiltalte vil begå nye forbrydelser av nogen der nevnt art.

§ 364.^​1

Naar Tiltalte er tilstede, og der er Adgang til at Begjære anke, meddeles der ham, inden hvilken Frist og paa hvilken Maade^​2 hans Begjæring om Anke maa fremsættes.

§ 365.

Er Tiltalte ikke tilstede,^​1 skal en fældende Dom uden Ophold forkyndes^​2 ham med Tilkjendegivende om, inden hvilken Tid og paa hvilken Maade Anke maa begjæres.^​3 Ved Forkyndelsen bliver Tiltalte saavidt muligt at afæske Erklæring, om han vedtager Dommen.

Til Forkyndelsen, der besørges af Paatalemyndigheden, er en Udskrift af Domsslutningen og Domsgrundene tilstrækkelig.