§ 251.

Den Sigtede, som er paa fri Fod, er pligtig til efter lovligt Varsel^​1 at møde ved den retslige Forundersøgelse og Hovedforhandlingen. Ligeledes er han pligtig til at møde ved enkeltstaaende Retshandlinger, naar Retten finder hans Fremmøde nødvendigt efter Sagens Stilling.^​2 Er han paagreben eller fængslet, kan han frembringes og forlange sig frembragt til ethvert Retsmøde, hvor han havde været pligtig til at møde, om han var paa fri Fod.

§ 252.^​1

Sigtedes indkaldelse for retten sker ved forkyndelse av stevning.^​2

Stevningen skal indeholde den Sigtedes navn eller nøiagtig betegelse av hans person samt angivelse av undersøkelsens gjenstand og indkaldelsens øiemed og av domstolen, retsstedet og møtetiden.

Ved indkaldelse til hovedforhandling tilkommer der sigtede tre dages og ved indkaldelse til andre retsmøter 24 timers varsel.^​3 Til retsmøter, som holdes under de store saltvandsfiskerier, er han dog pligtig at møte efter varsel forkyndt samme dag.

§ 253.

Er Sigtedes Fremmøde nødvendigt efter Loven,^​1 eller antages det fornødent efter Sagens Stilling, skal Stevningen indeholde, at han i Udeblivelsestilfælde vil blive afhentet. Antages hans Fremmøde ufornødent og forbundet med uforholdsmæssigt Besvær, skal den indeholde, at Sagen vil blive fremmet og, hvis Stevningen gjælder Hovedforhandling, paadømt uden Hensyn til hans Udeblivelse. Ellers skal den indeholde, at han enten vil blive afhentet eller Sagen fremmet og i Tilfælde paadømt uden Hensyn til hans Udeblivelse. Er hans Samtykke fornødent til Sagens Fremme i hans Fravær,^​2 gjøres han tillige opmerksom herpaa. Endvidere meddeles i Tilfælde (§§ 377 og 430), at hans Udeblivelse vil kunne betragtes som Tilstaaelse.

§ 254.^​1

Hvis den Sigtede, uanseet den ham betydede Afhentelsestvang,^​2 udebliver fra Retsmødet uden at oplyse lovligt Forfald, kan Retten give skriftlig Befaling til, at han paagribes for strax at fremstilles eller for at hensættes i fængslig Forvaring,^​3 indtil hans Fremstillelse kan finde Sted.^​4

Er der Grund til at frygte for, at en Tiltalt vil udeblive fra en Hovedforhandling, kan Retten,^​5 eller hvor der er Fare ved Ophold, Paatalemyndigheden, uden at oppebie, at saa sker, treffe den i foranstaaende Punktum omhandlede Forføining.

Stiller den, om hvis Afhentning der er Spørgsmaal, paa nogen i § 245 omhandlet Maade Sikkerhed for sit Møde, kan Afhentning undlades.

Angir en sigtet at være blottet for de til bestridelse av omkostningene ved reisen og opholdet paa retsstedet fornødne midler, og der er grund til at anta, at saa er tilfældet, og at dette vil bevirke hans uteblivelse, kan retten eller paatalemyndigheten la utgiftene bestride av offentlige midler.

Ogsaa Tilbagereisen til Hjemstedet kan efter Omstændighedene besluttes bekostet af det Offentlige.

§ 255.

Første Gang Sigtede møder for Retten, skal han gjøres bekjendt med den mod ham rettede Sigtelse.^​1 Efterat han dernæst er afhørt om Navn, Alder, Stilling, Bopæl og, forsaavidt det kan være af Betydning for Sagen, om der er overgaaet ham nogen Straffedom, henstilles det til ham, om han vil afgive nogen Forklaring i Anledning af Sigtelsen. Er han villig hertil, opfordres han til i sammenhæng at afgive en sandfærdig Forklaring om Sigtelsens Gjenstand, hvorefter ogsaa særskilte Spørgsmaal kan stilles ham til Besvarelse.^​2

§ 256.

Ved Afhørelsen skal Dommeren tiltale Sigtede med Ro og Værdighed og uden at sigte ham for Noget, som ikke er tilstaaet.

Løfter, urigtige Foregivender, Trusler eller Tvangsmidler maa ikke anvendes.^​1

Ved Hovedforhandlingen skal Forklaringen afgives mundtlig; dog kan skriftlige Optegnelser benyttes.^​2 Udenfor Hovedforhandlingen kan den afgives skriftlig eller mundtlig efter Sigtedes Valg.

§ 257.

Afhørelsen, der ikke maa tilsigte at aflokke eller udpresse Tilstaaelse,^​1 bør rettes paa at faa en saavidt muligt fuldstændig, umiddelbar og sammenhængende Fremstilling af Sagen.^​2 Den skal give Sigtede Leilighed til at gjendrive de Grunde, hvorpaa Mistanken beror, og gjøre gjældende de Omstændigheder, som taler til hans Fordel. Er der Modsigelser i hans Forklaring eller Uoverensstemmelser med de af Vidner eller Medsigtede afgivne Forklaringer, bør han gjøres opmærksom derpaa.^​3

§ 258.

De til Sigtede rettede Spørgsmaal skal være bestemte og tydelige og følge paa hinanden i naturlig Rækkefølge. Intet Spørgsmaal maa stilles saaledes, at Noget, som ikke er vedgaaet af Sigtede, forudsættes som erkjendt. Saavidt muligt bør det ogsaa undgaaes at stille Spørgsmaal, hvorved Omstendigheder foreholdes ham, der først gjennem Svaret skal godtgjøres.^​1

§ 259.

Det er ikke den Sigtede tilladt at raadføre sig med sin Forsvarer angaaende den umiddelbare Besvarelse af de til ham rettede Spørgsmaal.

Er der flere Sigtede, skal de udenfor Hovedforhandlingen i Regelen ikke paahøre hverandres Forklaringer.^​1 Er deres Forklaringer uoverensstemmende, kan de stilles mod hverandre.

§ 260.

Nægter Sigtede at svare, eller forklarer han sig forbeholdent, kan han af Dommeren gjøres opmerksom paa Muligheden af, at Undladelsen af at afgive Forklaring enten i det Hele eller med Hensyn til punkter, som maa ansees ham bekjendte, kan blive opfattet som en Omstændighed, der taler mod ham.

Jfr. §§ 577, 5te ledd, og 430, 2net ledd.

§ 261.

I Retsmøde udenfor Hovedforhandling bør Sigtede, naar han er tilstede, saavidt muligt, gives Anledning til at forklare sig angaaende Bevisets Gjenstand, forinden Bevisførelse foretages mod ham eller optagne Beviser foreholdes ham.